Devist eksemplariske eksempler på fotografier af bl. a. huse og landskaber,
Fotografisk Center, Kbh (separat) 4. AUGUST - 23. SEPTEMBER 2007

DELVIST EKSEMPLARISKE EKSEMPLER PÅ
FOTOGRAFIER AF BLANDT ANDET HUSE OG LANDSKABER

I anledning af Jesper Fabricius’ 50-årsdag d. 3. august har Fotografisk Center den store fornøjelse at præsentere udstillingen
Delvist eksemplariske eksempler på fotografier af blandt andet huse og landskaber.
I forbindelse med udstillingen udgiver vi samtidig en bog om og med kunstneren.

Delvist eksemplariske eksempler på fotografier af blandt andet huse og landskaber består af op mod 200 billeder, hvor fokus rettes på det arktitektoniske. Fotografierne forekommer uprætentiøse. Alene de små formater synes underspillet i al sin indtagende poesi. Der er en barnlighed over billederne, der gør dem uafviselige i sin direkthed og suggestive glæde. Billeder af huse, blomster, landskaber, byggepladser. Et univers præget af uskyld. Jesper Fabricius’ fotografier danner en cyklus omkring landskabet og byen.

Billederne er små. Meget små. De er hverken taget med et professionelt kamera, eller fremkaldt i et professionelt laboratorium. Alligevel er hans fotografier interessante. De indeholder en spændstighed, der er opstået i kontrasten mellem det legende og (formmæssigt) strenge. Det legende fordi kameraet tilsyneladende finder sine emner med betydelig spontanitet. Det strenge fordi formerne alligevel indtager yederst stringente pladser. Og på denne måde er det ofte nemt at genkende Jesper Fabricius’ fotografier, hvor forskellige de end måtte være. Billederne afspejler en stadig afsøgningsproces, heraf titlens “eksemplariske” og “eksempler”. En proces der går efter en afdækning af virkelighedens til tider uegale struktureringer.

Jesper Fabricius er født d. 3. august 1957 og er kendt for sit mangesidede virke indenfor dansk kunst og kultur. Både som aktiv udøvende indenfor installation, maleri, collager, film og fotografi, samt som formidler via forlaget Space Poetry, tidsskriftet Pist Protta, samt som kurator for en lang række udstillinger. Alt det som i Jesper Fabricius’ virke synes enkelt - og enkelt at opnå - besidder en betydelig kompleksitet. Den afvæbnende usikkerhed og til tider barnlige glæde ved sit virke, afløses snart af en dybere erfaring og ønsket om en mere tilbundsgående fortolkning af samtiden. Fotografiernes organisering, collagerne, malerierne, installationerne, endog hans forlagspolitik, rækker videre end at afsøge formationer. Der er et nærvær i billederne - og virket som sådan. Midt i denne stadige økonomisering med sine midler, det uprætentiøse, formår Jesper Fabricius at skabe en matrix. En simplificering hvor rum afsøges. Denne enkelthed må ikke forveksles med entydighed. Snarere tværtimod: Billederne giver anledning til nye billeder, nye sammenhænge.

Umiddelbart efter ferniseringen i Fotografisk Center åbner Galleri Tom Christoffersen ligeledes en udstilling med Jesper Fabricius.

Udstillingen og bogen er støttet af Kunstrådets Billedkunstudvalg / Kunststyrelsen.

“Delvist eksemplariske eksempler på fotografier af blandt andet huse og landskaber”
Tekster af Claus Handberg Christensen, Panya Belton & Lars Schwander 128 sider, gennemill.,
Forlaget Fotografisk Center, ISBN 978-87-90362-40-9, kr. 145,